|
Min skitsebog (i det følgende DB) er som en stor gryde suppe, der står og snurre på komfuret:
Jeg snitter hele tiden stumper af virkeligheden og smider i gryden.
Og jeg øser med mellemrum en skefuld op som næring for videre arbejde.
Og DB er en snoet DNA-kode: Den vokser, når noget på en eller anden måde vækker genklang inde i mig, og som jeg derfor føjer til kæden. Den er uredigeret, fordi der ikke er noget andet kriterium, end netop denne genklang, som måske er det vi kalder inspiration.
Mellem kædens led af indtryk skyder udtryk frem –ideer som her får deres første fodfæste.
Udsigter
DB begyndte som dagbog, da jeg i 1969 rejste til Rom. Jeg boede højt oppe på et værelse i Via due Marcelli hos den forhenværende egyptiske stumfilmskuespillerinde Clara Comandini Sabatelli.
En af de første tegninger er udsigten fra værelset.
Den stolte barokby fremstår som et kaos af tage, terrasser og tårne. Det rolige midtpunkt er Panteons kuppel.
Et par år efter maler jeg en lille skitse af udsigten fra bakken bag min fars og mors hus i Aalborg.
Limfjorden med Eghom. En cementfabrik og en kullet kirke.
Menneskets stempel i landskabet
Stenmure på Inisheer i havet vest for Irland.
Her er hverken træer eller træ. Fra disse magre marker er overalt udsigt til havet.
Her glemte jeg tiden og mine planer for den videre rejse.
WappinG Underground i London.
Her er landskabet tunnelens to bundløse huller og en lille firkant af himlen.
På stationen er det kun at vente indtil det er muligt at rejse videre.
Pazzi og Urnes
Indvendig er Brunelleschis kapel for Pazzierne som et stort ur: Den tolvdelte skive foroven som forbinder mindre hjul og halvcirkler. Når tiden sætter igang og skiven begynder at dreje, vil buerne dreje ned i nicherne og alting vil forandres. Men nogen har glemt at trække uret op. Alting henligger i ro og fuldkommen balance.
Urnes stavkirke er en søjlehal (stav = søjle) i ren vikingestil. Søjlerne står tæt –så tæt at senere generationer med andre rum- og stilambitioner savede nogle af søjlerne over. Det var mere end kirken kunne bære, så nu er også kirken korsfæstet.
Den sene blomst
I Tunis tegnede jeg en agave. Agaven som er hele sytten år inden den kønsmodner og blomstre.
På et stykke dadelindpakningspapir fra Sousse så jeg billedet af Khomeiny. Under billedet stod:
Selon Khomeiny,
les descendantes du prophète
achèvent leur menopause
dix ans plus tard
que les femmes ordinares.
(Ifølge Khomeiny får profetens efterkommere deres menstruation ti år senere end ordinære kvinder.)
Portrætter
 
Soldat Ali Said, Egypten Billedhugger Micolaj Smoczynski, USA
I rummet
 
Første skitse til Ild og Vand Ild og Vand, Sankt Lars, Visby 1993
Installation, Socha a object, Bratislava 2010
Stammenlagt
Stammenlagt
Stammenlagt. Skulpturhaven ved Herning Kunstmuseum, 1995 C.Th. Sørensens parkanlæg ved Herning Kunstmuseum er meget statisk tænkt.
Men da den stramme pleje af anlægget ophørte kom der lidt mere liv i kludene.
Sven Ingvars Andersons renovering med udtynding af mange træer skabte en mere synlig kontrast mellem løv og stammer.
Denne kontrast gav en tidsdybde, fordi stammerne er gamle og løvet ungt.
Jeg fik overladt de fældede stammer og understregede vækstens modsætning: forfaldet.
Stammerne er lagt ned.
Fald og forfald hører sammen.
Værkets engelske titel er Fallen Fagots.
Fagotbundtet (fasces) er magtens symbol.
Fagotbundtet i opløsning er et billede på at tiden vinder over magten.
Og dermed også et billede på håb.
Og det er vel også det der føles, når træer genplantes enkeltvis i en allé.
Det bringer et billede af foranderlighed ind i eneherskerens ønskebillede af en statisk verden.
De dybeste tidslommer har jeg oplevet i den gamle Sovjetunion.
Der var et regime som fik nervøse trækninger ved enhver tanke om forandring.
Jeg var fascineret af disse tidslommer,
men kun fordi jeg kunne gå ind og ud af dem.
Jelling
 
Den store trappe på på Gorms torv i Jelling.
Trappen forbinder torvets øvre og nedre del.
Oven for trappen placerede jeg Sonja Ferlov Mancobas skulptur Confiance (Tillid).
Titlen og den slangeomslyngede figur corresponderer til den slangeomslyngede Kristus på Den store Jellingesten bag Gorms høj.
Dogmer
Abraham ofrer Isak. Kapitæl i katedralen i Jaca i Aragonien.
Den grummeste fortælling i Biblen.
I vor tid ofres også sønner på befaling fra højeste sted,
men offerpladsen er en fjerntliggende slagmark,
og det er sjældent at englen viser sig.
Gud ofrede også sin egen søn.
Dog må det have gjort det lettere, at Gud vidste,
at han ville få ham tilbage efter 3 dage
Orhan Pamuks roman Sne
-det er ikke en bog som griber kraftigt fat i en lige fra første side. Fremmed som Idioten vandrer Ka rundt i snevejret i Kars. Hans vej rundt i byen styres af forskellige mennesker, som alle vil fortælle ham deres mening om forholdet mellem det guddommelige og det sekulaære. I byen udfælder dette skisma sig i en revolution, i Kas hoved udfælder spændingen og stilheden sig i digte.
Han er virkelig en fremmed, er i den grad udenfor.
”He felt the sort of guilt and shame he had once felt as a young man leaving political meetings. Those political meetings had disturbed him not only because he was an upper-middleclass boy, but because the discussions were so full of childish posturing and exaggerations-“ |
